SÆLEN

   

Velkommen til Heiner Gringmuth 's Webside  

Valsølillegård, Knud Lavardsvej 94, DK-4174 Jystrup                     Mobil tlf.:61 71 11 64,

 E-mail:heiner.gringmuth@gmail.com

Tilbage til hovedsiden

 SÆLEN

Det skete en gang, at en søelefant og en søløve blev varme på hinanden og fik en unge sammen. Det blev til en meget mærkelig blanding af de to forskellige havpattedyr.

Da den unge sæl var lille, legede den ubekymret med de andre unger. Eftersom den blev større, viste det sig, at den på en eller anden måde var sær.

Han kunne ligge i solen i dagevis og drømme, men på den anden side havde han et åbent øje for alt, hvad der forgik omkring ham. Den havde en ualmindelig blanding af fantasi og realitetssans - en blanding af hvad man kunne drømme sig til, og hvad der var muligt at nå.

Den lå tit på en klint, tilsyneladende helt i drømmeland. Han drømte om det uendelige hav, som han blev dygtigere og dygtigere til at udforske. Han drømte om den store verden og om alle mulige eventyr. Han så efter de store hav fugle og følte sig mærkeligt beslægtet med dem. Han havde fundet ud af, at han kunne svæve lige så let igennem det dybe vand, som fuglene kunne flyve igennem luften.

Men selv om det så ud til, at han var fuldkommen optaget af sine drømme, så var hans sanser altid lysvågne. Det var altid ham, som opdagede spækhukkernes rygfinner og store sorthvide kroppe først, når de kom farende som en flok ulve efter nogle uforsigtige sæler. Det var også ham, der altid iagtog, hvad der forgik på land. Han havde lært, at mennesker var farlige for sæler. En gang imellem kunne man høre hans hæse advarelsesråb, og det var altid klogt at lytte til det.

Når han ikke lå på stranden for at drømme og for at varme sin pels, så var han på opdagelsesture gennem det dybe vand eller i gang med at øve sig i at svømme. Hans ture blev længere og længere, og en dag drog han af sted fra sin fødeø for at finde ud af, hvor stort det store hav i virkeligheden var.

Han kom langt omkring, oplevede mange flere eventyr end dem han havde drømt om. Hans krop blev stor og stærk og samtidig meget smidig. Han kunne holde vejret i enorm lang tid under sine dykketure. Han kunne fare af sted som en torpedo og springe flere meter op af vandet. Han så de mærkeligste egne, de mærkeligste skæbner. Nogle gange slap han kun lige med livet i behold fra de mange farer, der lurede alle vegne. Det kunne ske, at han i ugevis ikke så noget som helst land. Men det skete også, når han havde været omstrejfende i lang tid, at han opsøgte en beskyttende kyst for at ligge der i dagevis og drømme. Han havde brug for tid for at få de mange indtryk på plads. Han havde brug for at spekulere over, hvor meget hans grænser var blevet udvidet denne gang med de nye oplevelser .

Med årene ude i den store verden blev han mere og mere overlevelsesdygtig og snu. Men han kunne ikke finde nogen, som han følte sig beslægtet med.

Mange gange følte han sig ensom og sær. Han beundrede hvalerne, især delfinerne for deres perfekte tilpasning til vandet. De vidste meget om de store oceaner, men de kunne ikke komme op på land og havde ingen forestilling om, hvor mange mærkelige ting og skabninger, der fandtes på det tørre land.

En gang imellem sluttede vores sæl sig til en flok andre havpattedyr, nogle søelefanter, søløver eller søkøer. Han var vellidt og til gavn for dem, men han følte sig aldrig rigtig tilpas. For mange tanker og ideer og drømme kørte rundt i hans hoved.

Nogle flokke sæler var helt vilde med drømme. De havde fundet ud af, at vulkandampe og bestemte planter kunne virke berusende.  Vores sæl følte sig stærkt tiltrukket af disse flokke, men han behøvede ingen stimulanser til sin fantasi, og hans drømme havde altid en vis forbindelse med virkeligheden.

De, som brugte vulkandampe og berusende planter var svage i deres dagligdag. De var magre og tit syge, fordi de ikke tog sig tid til at jage, og de var ikke særlig dygtige til det. En dag druknede en hel flok berusede sæler. Tænk, at sæler kunne glemme, hvordan man svømmer, og at man skal holde vejret under vandet. En anden gang måtte vores sæl se på, hvordan en gruppe hjælpeløse sæler blev flænset af nogle rovdyr oppe på stranden. Da kunne han ikke holde det ud mere. Han tog af sted for at finde sig en rolig egn, hvor han kunne gruble over disse oplevelser.

Han tog sine vandringer op igen, svømmede tusindvis af kilometer igennem kolde og varme farvande. Han lærte at undvige hajer, svømmede fra spækhukkeren og søleoparden, sikrede sig at ingen mennesker var i nærheden, når han gik i land. Nogle gange var han i ugevis så langt fra enhver strand, at han var nødt til at lære at drømme ,mens han blev vugget i bølgerne. Og nogle gange var han ude for så voldsomme storme, at han ikke fik lov til at sove i dagevis.

En gang, da han lå på en stor sten og solede sig, hørte han pludselig nogle råb om hjælp. Da han så sig omkring, kunne han se  en søløve oppe på stranden omringet af en flok vilde hunde.

Havpattedyr er forholdsvis hjælpeløse på land, og derfor er deres redning i næsten alle tilfælde at komme i vandet. Men søløven var fuldstændig afskåret fra havet og dømt til døden, hvis der ikke kom nogen til undsætning. Vores sæl gled ned fra den store sten og svømmede nærmere hen til det sted, hvor det hele skete. Og da råbene om hjælp blev mere og mere gennemtrængende, kastede han sig op på land og galoperede så hurtigt han kunne op af skrænten.

Han var ikke så stor som sin far, søelefanten, men han var sikkert tre gange så stor som søløven. Han havde ingen skarpe tænder eller klør, men han kunne godt bide sine tandstumper i en eller to af de glubske hunde og såre dem alvorligt. Og på grund af sin store vægt lykkedes det ham også at mase et par stykker ihjel. Men han fik også et par barske flænger og en stor revne i den ene bagluffe. Men hundeflokken blev drevet på flugt.

Det var en slank, mørk og næsten fuldvoksen hunsøløve, han havde reddet. Hun var dækket med sår og fuldstændig udmattet. Han fik bugseret hende ned til vandet og over til en lille ø, hvor de var i sikkerhed. De følgende dage slikkede han hendes sår, kom med mad til hende og varmede hende med sin store krop.

Hun kom sig ret hurtigt og kunne snart svømme igen. De fulgtes ad i nogle år, og den store sæl var meget glad for hende. Hun lærte en masse af hans erfaringer, blev dygtigere og dygtigere selv. Til sidst fik hun mere og mere lyst til, at klare sig helt alene, at vise, at hun var blevet selvstændig og overlevelsesdygtig. Hun fik også lyst til at prøve vulkandampene og drømmeplanterne. Den store sæl var nødt til at erkende, at de alligevel var ret ulige.

Da hun blev varm på en rigtig hansøløve, tog sælen bort, - meget, meget ked af det. Han begyndte igen at gruble over, hvad for en særling han selv var.

Han lærte at acceptere, at han var en sær blanding og han måtte erkende, at det var bedre at bruge de mange evner han havde arvet efter sine forældre og de erfaringer, han havde samlet på sine mange rejser. Han begyndte at finde sig i, at han var alene og han begyndte at have det godt med det. Han var trods alt glad for livet og de mange oplevelser, og for at han var dygtig til at klare sig. - Men han var ensom. -

TIGEREN OG SÆLEN

I en periode opholdt han sig ved en kyst op til en stor tropisk urskov. Han svømmede nogle gange op ad store floder og fjorde, men ikke for langt, fordi der lurede farer, som han ikke var fortrolig med. Han lærte, at krokodiller var meget ubehagelige, men at man godt kunne svømme fra dem, fordi de var temmelig dumme. Der var også nogle meget bidske fisk og en masse ukendte skabninger, som virkede skræmmende. Han turde slet ikke at komme op på land i skoven, men holdt sig til stranden og nogle små øer, når han følte trang til at ligge og drømme.

I et stykke tid havde han iagtaget et meget smukt landdyr, som åbenlyst var glad for vand og for at svømme. Det var et stort stribet kattedyr, en stor og flot huntiger. Den kom en gang imellem ned til stranden og morede sig med at springe i bølgerne og svømme et godt stykke ud. Tigeren var meget elegant og flot på land og klarede sig også fint i vandet.

Tigeren havde også lagt mærke til det store havdyr, som var lidt klodset oppe på stranden, men meget elegant og mobil i vandet.

En dag skete det, at tigeren vovede sig for langt ud. Da hun prøvede at komme i land igen, var der en kraftig strøm imod hende. Da hun prøvede at nå en lille ø, viste det sig, at hendes kræfter hurtigt slap op, hun blev mere og mere desperat og var ved at drukne. Da overvandt den store sæl sin frygt for det fremmede dyr. Han kom farende frem, gled under tigeren og begyndte at bære hende hen til øen og skubbede hende op på stranden.

Der lå de så og gloede på hinanden.

De begyndte at snuse til hinanden, og eftersom deres pels tørrede og blev varm og blød, begyndte tigeren at smyge sig op ad det bjerg af en sæl, som lige havde reddet hendes liv. De var begge meget forbavsede over, at de havde det så behageligt sammen. Og de blev straks forelskede i hinanden.

I den følgende tid så de meget til hinanden. De legede på stranden og i det lave vand, lå i  dagevis i solen og fortalte hinanden om deres så vidt forskellige verdner.

Selv om sælen havde set meget, åbnede tigeren en helt ny verden for ham. Men denne verden fyldte ham mest med frygt. Lige meget hvor dygtig han var i hans element, så duede alt det, han kunne, ikke i hendes skov. En gang imellem fik han ligefrem myrekryb, når hun meget livligt fortalte om nogle blodige jagtscener, eller når hun, uden at tænke på noget ondt, viste sine vældige klør , eller når hun under behagelige gab viste sine gevaldige tænder. Han kunne ikke lade være med at tænke, at det dyr, han kom sammen med, kunne være meget farligt.

Han fortalte hende om det store ocean, om bølger og vind, om fremmede kyster, om vandet, som er lyseblåt ved overfladen og bliver grønt og helt mørkeblåt og sort, jo længere man dykker ned. Han fortalte om stilheden, når man glider igennem korallerne og om hvalernes mærkelige sange. Han prøvede også at fortælle hende noget om hans drømme og fantasier.

Hun kunne lide hans stemme, de mærkelige lyde han frembragte. Hun forstod ikke alt, og hun glemte også hurtigt, men det gjorde sådan set ikke noget, fordi de begge to var klar over, at de aldrig ville kunne dele hinandens verdner.

De var meget glade for hinanden, fordi de begge havde været alene i lang tid. De var meget søde ved hinanden. Aldrig følte sælen tigerens farlige våben, og han var også meget omhyggelig med, at hun ikke blev mast af hans enorme vægt.

De mødtes på stranden ved oceanet eller oppe ad en flod på en lille ø, der hvor floden dannede en stor sø. Tigeren opfattede denne ø som sit hjem, og sælen kom til at holde meget af dette sted. Øen var tæt bevokset og meget eksotisk og romantisk med vandet så tilpas tæt på, at han kunne føle sig tryg.

Vejen op ad floden var et eventyr i sig selv. Aldrig før havde sælen været så dybt i en verden, som i virkeligheden ikke kom ham ved. Vandet var ferskvand og meget mudret. Mange grønne planter havde deres rødder langt ud i vandet. Oppe i træerne var der aber, fugle, slanger, mange insekter og ved flodkanten kom der mange landdyr for at drikke. En gang imellem så han også store katte, som lignede hans kæreste. Han kom også ud for, at måtte undvige nogle dyr, som kom svømmende imod ham. Men i vandet var han ikke så nem at skræmme. Han havde ingen problemer med at opdage farer og svømme fra dem. Han forstod mere af det, som tigeren fortalte om, og han ønskede meget, at han til gengæld kunne tage hende med under vandet, vise hende koraller og forliste skibe, fisk og hvaler og alle de andre mirakler i dybden. Øen i floden blev til et drømmested, borte fra havets farer, lunt og præget af kærlighed og varme mellem to så forskellige skabninger.

Men det var til at forudse, at dette forhold ikke kunne vare evigt. Tigeren mødte en sort panter, som godt nok ikke var så stor som hende, men som var et kattedyr, smidig og farlig og dygtig til at klatre og jage. Hun nød mere og mere at lege sammen med ham, som var mere mage til hende.

Samværet mellem tigeren og sælen fik en anden tone. Der var stadigvæk den kraftige tiltrækning af den andens eksotiske væsen, der var stadig den varme imellem dem, men varmen var kraftigere end normalt, ligesom der blev pustet til ilden, og ligesom ilden var ved at tære dem op. Der var et eller andet i deres sammenkomster, som havde lugten af at prøve at holde fast i noget, der var ved at smuldre. Det kom alligevel som en chok, da tigeren fortalte sælen. at nu havde hun besluttet at følge med panteren, fordi han meget mere repræsenterede hendes verden.

"Jeg er en sæl og hun er en tiger," sagde sælen til sig selv, da han dukkede hovedet ned i flodens vand, for at man ikke skulle se, at han græd.

De så på hinanden en sidste gang, og der var en mur imellem dem.

"Farvel, min smukke ven," sagde tigeren, og hun mente virkelig det med, at han var smuk. Alle og enhver kan se, at en tiger er smuk. Men man skal havde set en sæl svømme, for at finde ud af, hvor smuk den er.

Sælen gled ned i vandet."Jeg forstår godt, at du skal være sammen med en, som har fire ben, og at du skal bruge din krop, dine tænder og klør i en omverden, du er skabt til. Der er ikke nogen skyld i, at du ikke kan følge mig ned i oceanet, eller at jeg ikke kan følge dig i junglen".

Så kunne han ikke sige mere, han dykkede helt under vandet og fór af sted. Der gik mindst ti minutter. før han kom til overfladen igen. Han stødte ind i adskellige trærødder, dels fordi vandet var så mudret, men også fordi han græd. Under vandet kan man ikke se tårerne - men sæler kan godt græde.

Tigeren gloede forbløffet, da sælen forsvandt så hurtigt. Men så kom panteren, og de to kattedyr begyndte at lege som to killinger, havde det vældig skægt og endte med at falde forpustet omkuld - og sådan kunne de blive ved i dagevis.

De svømmede også over til øen i floden. Men det mindede tigeren så stærkt om sin usædvandelige ven, at hun blev ked af det og måtte straks ned til havet for at lede efter sælen. Panteren gad ikke at følge med, men det var tigeren kun glad for.

Pludselig var det, som om der gik panik i hende. Kattedyr havde hun været sammen med i massevis, hele skoven var fyldt med dem, men de kedede hende for de meste.

Hun kom ned til stranden og begyndte desperat at lede efter sælen. Hun kastede sig i bølgerne og svømmede over til den lille ø, hvor de mødtes for første gang og så mange gange bagefter. Hendes kæreste var der ikke. Først nu blev hun klar over, at hendes store ven var rejst for alvor og altid.

På dette tidspunkt var sælen mindst 500 km derfra. Han lå på en strand, hvor han havde tilbragt nogle dage med at drømme. Midt i det store ocean var han overladt til sine fantasier som blandede oplevelser og erfaringer med drømmene.

Samtidig var hans sanser lysvågne. Det undgik ikke hans opmærksomhed, at en flok havpattedyr havde lagt kurs mod den strand, hvor han lå.

                             

Efter eventyret med tigeren svømmede den store sæl vidt omkring, opdagede mange nye have og kyster. Men til sidst stilnede hans urolige sind, og han følte trang til at slå sig ned på et fast tilholdssted.

Han fandt en ø, som opfyldte næsten alle hans ønsker. Dejlige sandstrande og laguner, hvor sælunger kunne tumle sig og lære deres første svømmetag, store, flade skær, der indbød til solbad

og drømme midt i vandet. Og så fantes der også høje klinter og skrænter, hvorfra man havde et godt overblik over det meste af øen, og hvorfra man med et dristigt spring kunne kaste sig direkte ned i de blå og skumhvide bølger. Ulempen med stedet var, at man skulle igennem et ret vanskeligt og farligt farvand med uberegnelige strømme og skarpe rev og klipper, med søleoparder, hajer og spækhuggere på lur. Øen var det ideelle opholdssted, når man skulle tære på sit fedtlag eller skulle have unger. Men det var farligt at komme til og fra og dermed farligt at skaffe føde.

Sælen befandt sig godt der. Han holdt sig stort set for dig selv, uden for den støjende flok af andre havpattedyr, som også havde fundet frem til denne strand. Han var kendt som en særling, men respekteret for sine erfaringer. Han var meget sjældent nødt til at indlade sig på en af de rivalitetskampe, som sælhanner ellers dyrker. Så vidt som overhovedet muligt gik han udenom enhver ballade. Han syntes, at det var tåbeligt at slås indbyrdes, når man ellers havde rigeligt at kæmpe med blot for at overleve. Men hvis det lykkedes for en hidsig ung hansæl, at trænge den vidtberejste store sæl op i en krog og gennere ham virkeligt groft, så blev det værst for provokatøren. Ikke en eneste prøvede denne slags to gange.

Tilværelsen på øen medførte en voksende konflikt mellem på den ene side pragtfulde muligheder for at hvile og filosofere og på den anden side alt for store farer rundt omkring. Uden for øen kunne man ikke tillade sig en eneste lille uopmærksomhed eller svaghed, uden at få drøje hug. Sælens erfaringer og gode fysik gjorde det gang på gang muligt, at slippe igennem, men han følte ikke mere tilfredsstillelse i at være dygtig til at overleve. Tit spekulerede han over, om det virkelig var nødvendigt, at udsætte sig for store risici igen og igen, eller om der ikke fandtes et andet sted i havet, som var mindre krævende at komme til. Uroen kom tilbage, og han måtte tit ud på store udflugter væk fra øen.

En dag lod han sig drive af en kraftig havstrøm forbi nogle forblæste øer, da hans blik blev fanget af en stor sælhun, som lige var kravlet op på stranden for at hvile sig.

Det gav et ryk i ham, et stik i hans hjerte, som han aldrig havde følt før. Hende var han nødt til at se nærmere på. Straks begyndte han at svømme imod strømmen med kraftige tag  hen til selve stranden, hvor hun lå.

Stik imod hans vane med at holde sig for sig selv, aldrig henvende sig til andre uden videre, spurgte han straks, hvad hun var for en, og hvor hun skulle hen.

Det første vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle sige til, men ellers var hun på vej til en kendt udflugtsø, og hun kom fra et naturreservat ikke ret langt fra sælens ø. Da han fortalte hende,hvilken ø han kom fra, blev hun mere interesseret i ham, fordi det var et sted, mange havde hørt om, et paradis i midten af et helvedeshav.                         

Mens de snakkede sammen, gled hans blik op og ned af hende. Han kunne ikke finde ud af, hvilken race hun tilhørte. Men han var ikke i tvivl om, at hun var meget smuk og tiltalende. Hun frembragte nogle følelser i ham, som han havde glemt og gemt i lang tid og som han godt kunne blive bange for.

Også hun blev grebet af nogle forvirrende følelser. Aldrig havde hun mødt en sæl som ham - med sådan en udstråling af styrke, men meget anderledes, end den pralende kamplyst af andre hansæler.

Hans pels var dækket med ar, som fortalte om et liv med mange farer og udfordringer. Hans blik var klart og opmærksomt, og lidt skjult lå der en varme og forståelse i det, som hun ikke havde mødt før.

De var begge kun på gennemrejse og måtte videre. Hun var parat til at følge ham med det samme, hvor det nu skulle være hen. Men han syntes, at det hele kom for pludseligt og skulle tænkes godt og grundigt igennem. Han ville gerne se hende igen, men han skulle lige have lov til at ordne denne bølge af tanker og følelser, der kom op i ham. "Vil du se mig igen, så kom til min ø. Du behøver kun at spørge efter mig, alle kender mig".

Hun var ikke særlig tilfreds med, at det skulle være hende, der opsøgte ham. Men han mente, at det var vigtigt at hun forstod, at han stod uden for parringsspil og 'imponerkampe' o.l. og at det ville være godt, at finde hinanden på en anden måde, end at hannerne jager hunnerne.

Så svømmede de hver sin vej - begge meget oprevne og forvirrede.

Han tog snart hjem til sin ø og gav sig til at vente.

Han kom ikke til at vente ret længe, så dukkede den store smukke hunsæl op ved hans yndlingshvilested. Han kunne ikke begribe, hvordan hun var sluppet godt fra rev og strømninger, hajer og spækhuggere. Men hun fortalte, at hun slet ikke havde skænket farerne en tanke, fordi hun var optaget af at se ham igen og at være hos ham. Han blev helt målløs af glæde og droppede alle tvivl og overgav sig til hendes kærlighed.

De havde en utrolig dejlig tid på øen, hvor de lærte hinanden rigtig at kende og blev mere og mere glade for hinanden.

Hun tog livet let og var først og fremmest glad og veloplagt. Men på den anden side kendte hun ikke særlig meget til oceanernes dybder og deres farer. Tit var hun uoverlagt og dumdristig i sin færden ud på det dybe vand omkring øen. Den store hansæl prøvede at lære hende alt hvad han vidste om havet, men det var meget svært at se, hvornår og hvor meget hun tog til sig, og en gang imellem var det helt omsonst at sige noget til hende.

I denne samhæng er der en episode, som er værd at fortælle.

En dag svømmede de legende omkring øen, da den store sæl pludselig begyndte at opføre sig helt tosset over for hende. For første gang var han grov og voldelig over for hen, skubbede til hende og gennede hende op på den nærmeste lille klippe. Da han også der kom farende efter hende, begyndte hun at blive sur og bed fra sig. Men det viste sig, at han ikke var ude på at slås. Han pegede ud på vandet, hvor to store sorte finner kom farende imod dem. Og snart kunne hun se to store sorthvide kroppe glide forbi. "Der har vi spækhuggeren, vores værste fjende. Søleoparder kommer sjældent til vore kyster, og dem kan vi hamle op med i vores færdigheder. Det er sjældent at en fuldvoksen og rask sæl bliver bytte for en søleopard. Og hajerne er godt nok fysisk vores overmand, men til gengæld er de afskyeligt dumme. De får kun fat i en sæl, når de overrasker den sovende på det åbne hav, eller når de er alt for mange. Men spækhuggeren er ti gange større end vi, de kan svømme tre gange så hurtigt og kan dykke ti gange så længe som vi. Og de er snu. De jager sjældent alene og driver deres bytte mod hinanden. Den eneste chance for at slippe godt fra dem, er at være meget opmærksomme på små kliklyde, som de bruger som telegrafsprog på lange afstande. Så gælder det om at søge fladt vand, at svømme igennem smalle åbninger i rev, at komme op på land. Prøv at dykke hovedet under vandet og lytte til disse specielle kliklyde. Dem må du aldrig mere glemme."

Han var blevet stor og stærk i kampen med havet. Han var blevet utroligt overlevelsesdygtig og snu. Men på den anden side havde han mange dage med depressioner, bagsiden af altid at være parat til det værste. Det voldte hende meget besvær at opmuntre og trøste ham og at lede hans tanker på de lyse sider af tilværelsen.

De kom en del omkring, fik set på en del af havets skønheder og oplevede mange nye eventyr og de havde et par gode år på øen.

En dag på vej igennem revene blev den store sæl overrasket af en kæmpe sø og skurrede hen over knivskarpe klipper. Han fik et dybt sår, som blødte kraftigt og voldte ham mange smerter. Han klarede lige at komme i land og hen til deres opholdsted. Her tog hans kæreste sig af ham. I to døgn slikkede hun hans sår og holdt ham varm med sin krop. Bagefter skaffede hun mad til ham i flere uger. Det viste sig, at hun havde lært at færdes i de farlige farvande, og hun klarede sig meget godt. Det tog lang tid, for den store sæl kom til kræfterne og selv kunne jage igen.

Så dukkede der en ny fare op. Mennesker kom til øen. De to blandede sig langt udenom disse fremmede væsner, blev væk fra øen i mange dage, når skibe gik for anker uden for revet. De kunne se, at hver gang der kom mennesker, drev de store flokke af sæler væk fra vandet. En gang sneg de sig efter dem, for at finde ud af, hvorfor der aldrig kom nogle sæler tilbage. Det, de fik at se, var rystende. Inde på øen slog menneskene løs på sælerne med køller, for at flå skindene af de stadigvæk levende dyrekroppe.

De var enige om, at de ikke længere kunne blive på øen. Men hun var nødt til at fortælle ham, at de snart skulle have et barn.

Derfor besluttede de, at blive en sæson til.

De glædede sig meget til at få et barn sammen, og de fik også en meget smuk lille hunsæl, blød og rund og glad.

Den lille sæl fik en ubesværet sommer på øen, lærte hurtigt at svømme i den lune lagune og blev på trods af sin unge alder en dygtig lille vandartist, som langt overgik alle andre små.

Men da efteråret nærmede sig, lå den store sæl fra morgen til aften på den højeste klint på øen for at holde udkig. Og den dag menneskene dukkede op ved horisonten, gav han tegn til at tage af sted.

Efterårsstormen stod direkte imod dem, da de skulle igennem revet ud til det åbne vand. Hvert anden minut kom der en kæmpebølge rullende imod revet og øen, tordnende og skumpiskende op af de skarpe sten og flød så ud til siderne i farlige strømninger, indtil den næste bølge kom. Der var præcis 15 sekunder lige efter bølgen havde brudt sig, og før strømmen blev for kraftigt, hvor man kunne forcere den smalle gennemgang igennem revet.

De stod længe og kikkede på det voldsomme naturskuespil, før de efter aftale i det rigtige øjeblik tog den lille sæl mellem deres store kroppe og bugserede hende sikkert ud på det åbne vand.

Der, hvor ti meter høje bølger kom rullende stødt og regelmæssigt, følte den lille sæl sig meget veltilpas. Hun syntes faktisk, at det var en ny sjov leg at lade sig løfte højt op og synke langt ned. Hun havde fået en god start til at leve i og med det store ocean.

Copyright    Heiner Gringmuth

For problems or questions regarding this web contact heiner.gringmuth@gmail.com