Bomsterbusken

Velkommen til Heiner Gringmuth 's Webside  


Valsølillegård, Knud Lavardsvej 94, DK-4174 Jystrup,Mobil tlf.:61 71 11 64,


 E-mail:   heiner.gringmuth@gmail.com 



   

                                Blomsterbusken

I en afsidesbeliggende landsby i de tibetanske bjerge levede et par hundrede mennesker en beskeden tilværelse. De lå flere dagsrejser fra den næste flække og ikke mange beboere havde prøvet at tage væk fra stedet. De var tilfredse med deres liv, og det gik sin gang generation for generation. Livet var hårdt. Man måtte slide for føden og hver vinter bukkede nogle under for sult og kulde. Vækstbetingelserne så højt oppe i bjergene er ikke særlig gode, der kunne f.eks. ingen træer gro .

Landsbyens største pryd var en stor busk midt på markedspladsen, som hvert forår bar smukke blomster i mange forskellige farver. Når den stod i sin fulde pragt, så var den lange vintertid overstået, og derfor holdt man en stor fest. Der var knyttet et gammelt sagn til blomsterbusken, at blomsterne betød lykke og fremtid for landsbyen og dens beboere.

På festdagen var det de to ældstes opgave at plukke blomsterne fra busken og dele dem ud. Blomsterne blev brugt til at pynte alle huse med, og denne fest var næsten den eneste glæde disse fattige mennesker havde i deres liv.

En skønne dag kom der en gammel mand til byen. Det var en sensation, fordi kun de ældste i byen kunne huske, at der nogensinde var kommet en fremmed over de høje bjerge. Alle forventede nogle underholdende historier fra den gamles liv og den store vide verden. Men den gamle mand var meget mundlam, han ville helst glemme, hvor han kom fra og hvad der var sket i hans liv før.

Og han var åbenlyst besluttet for at blive. Han lærte de andres liv at kende, var med til alt i deres kamp for at overleve, og selvfølgelig var han også med til den store fest om foråret.

   

Efter at han havde været med til blomsterfesten i nogle år, begyndte han at gruble og gruble. Et eller andet var forkert ved det. Og så begyndte han at sige, at det var forkert at plukke blomsterne.

Det blev han meget upopulær på. Alle syntes, at han ikke skulle have lov til at ødelægge deres traditionelle fest. De mente at nu var han blevet tosset, og kun nogle børn gad at høre efter, når han gik og snakkede sådan.

Til sidst var den fremmede så gammel, at han skulle dø. Kun to børn var til stede, og hans sidste ord, før han lukkede sine øjne for altid, var:"Blomsterne må ikke plukkes. Husk nu det, det er forkert at plukke blomsterne!"

Årene gik og livet i landsbyen var faktisk det samme år for år. Efter nogle generationer var de to børn blevet så gamle, at det var deres opgave at dele blomsterne ud. Men de huskede stadigvæk den fremmedes ord og nægtede at plukke blomsterne.

Da blev der oprør i landsbyen. Selv om man plejede at agte gamle mennesker højt, så var der en grænse, hvor langt de måtte gå.

Alle blev bange for at ulykken vil komme over deres huse og familie, hvis de ikke fik lov til at holde blomsterfesten og pynte deres huse, som de plejede.

Til sidst måtte de to gamle give sig. Festen fik sin normale gang, men deres egne blomster plukkede de ikke.

I ugerne efter gik alle fra landsbyen mindst en gang om dagen en lille tur forbi blomsterbusken, for at se, hvordan det gik med de forblivende blomster. Det første alle måtte indrømme var, at mens alle deres pynteblomster var forgået, så holdt de på busken sig forbavsede længe friske og smukke. Til sidst faldt også på dem alle blomsterblade, men snart kunne man bemærke nogle små frugter på grenene, som blev større og større i løbet af sommeren. Til efteråret viste det sig, at frugterne godt kunne spises, og de var lige så forskellige, som farverne på blomsterne havde været om foråret. Der var ikke nok, så alle kunne smage, men der var pludselig ikke nogen tvivl om, at til næste forår ville der ikke blive plukket nogen blomster.

Vinteren kom og som hvert år døde nogle af de svageste af sult, sygdom og kulde. Også de to gamle kunne ikke klare det. De kaldte de ældste landsbybeboer samme og sagde: "Vi kan ikke dø i fred, med mindre I lover at lade være med at plukke buskenes blomster til foråret. De må ikke plukkes!"

Det lovede de andre så, og de to gamle døde i fred.

Sneen smeltede atter, og naturen begyndte at spire. Og busken midt i landsbyen stod i en blomsterpragt, smukkere end nogen kunne mindes.

Dagen nærmede sig, hvor beboerne plejede at holde blomsterfesten. Men ingen vidste, hvordan de skulle bære sig ad dette år, når blomsterne ikke måtte plukkes, og husene ikke kunne blive pyntet.

Da fik de gamle, hvis tur det var denne gang, til at lede ceremonien, en god idé.

De kaldte hele landsbyen sammen, som man plejede at gøre. De fortalte, at de ville tildele blomsterne til en hver beboer næsten lige som før. Men blomsterne skulle forblive på busken.Det fik de alligevel en stor fest ud af og var samtidig ophidsede og bange for denne nye skik.

I alle de følgende uger og månede kom de mange gange forbi busken. Det var faktisk meget underholdende, at sammenligne udviklingen af de forskellige frugter. Alle var meget glade og forventningsfulde.

Da efteråret kom, blev der lejlighed til en ny stor fest. Udover den beskedne udbytte, de fik fra deres marker, kom der også frugterne fra busken. De prøvede nogle af dem, men gemte den største del til vinteren. Frugterne holdt sig længe frisk og der var mange forskellige frugter, ligesom der plejede at være mange forskellige blomster på busken. Denne vinter var der faktisk ingen, der døede kun af sult alene.

Kernerne og frøene blev lagt i jorden, og allerede det andet år efter den nye skik var kommet i brug, var der om foråret blomsterbuske mange steder over hele landsbyen. Og årene efter blev der også frugter derfra, og ingen var nødt til at sulte mere.

De buske, som kom ud af frøene, havde kun en slags blomster og frugter. Ikke en eneste af efterkommerne havde den mangfoldige blomsterpragt, som den store blomsterbusk på markedspladsen.

Efter nogle år var der så mange blomsterbuske og en sådan overflod af frugter til efteråret, at man kunne tillade sig at plukke en del blomster igen, og på denne måde kunne man genindføre den gamle blomsterfest med pyntning af husene.

Men fordi man aldrig plukkede for mange blomster, var der altid rigeligt med frugter til efteråret, og buskene blev faktisk stærkere af, at blive beskåret.

På denne måde gik det gamle sagn i opfyldelse, at landsbyens lykke og velstand var knyttet til blomsterbusken på markedspladsen.

Copyright    Heiner Gringmuth

For problems or questions regarding this web contact heiner.gringmuth@gmail.com