EnFjer

Velkommen til Heiner Gringmuth 's Webside  


Valsølillegård, Knud Lavardsvej 94, DK-4174 Jystrup,Mobil tlf.:61 71 11 64,


 E-mail:   heiner.gringmuth@gmail.com 



   

        En fjer

 fra en engels vinge


Der var engang en lille pige. Hun boede hos sine forældre sammen med 4 søskende. De var meget fattige og forældrene måtte arbejde meget hårdt, med mange overarbejdstimer. Og alligevel var der tit kun tynd suppe på bordet.


Fordi hendes forældre var så meget væk, måtte pigen klare alt derhjemme, gøre rent, lave mad og passe de små. Når hendes forældre kom hjem om aftenen, udmattede og trætte, var der ikke mange gode ord til overs for den indsats, den lille pige havde gjort. Tværtimod fik hun tit tæsk, hvis et eller andet var lavet forkert, selv om hun prøvede alt, hvad hun kunne, for at gør det godt.


Især var hun meget sød ved sine små søskende, legede fint med dem, gav dem mad, så vidt der var noget, lavede det smukkeste legetøj til dem ud af ingenting, -og fortalte dem mange historier og eventyr. De små kom faktisk ikke til at mærke, at de var så fattige.

Men livet var så hårdt, at hun til sidst blev meget syg. Det begyndte med, at hun blev sløv, havde feber en gang imellem og fik en varig hoste. Sådan gik hun i flere uger, og det blev kun værre. Men der var ikke tid til at være syg og ligge i sengen. Der var heller ikke penge til at betale en læge til at se til hende. Det endte med, at hun en skønne dag brød sammen på åben gade. Hun var ude for at går tur med sine søskende, lillebroderen på armen og den næstyngste ved hånden.


Hendes hoste blev så slem, at hun var nødt til at sætte lillebroderen ned på jorden. Det gjorde så frygteligt ondt i hendes bryst og der kom blod ud af hendes mund. Til sidst faldt hun bare om på fortorvet og besvimede midt i midten af sine grædende søskende.

Nogle voksne blev opmærksomme på, at der skete noget slemt. En betjent blev tilkaldt, og til sidst blev børnene kørt væk i en ambulance.


Pigen blev indlagt på hospitalet, blev undersøgt og man fandt ud af, at hun havde fået en alvorlig smitsom lungesygdom. Det kunne hun nemt være død af, hvis hun var gået længere uden behandling. Hvis det ikke havde været for nogle gode velgørende damer, som betalte hendes hospitalsophold, ville hun havde fået lov til at dø derhjemme. Hendes forældre havde ikke råd til sygdom i familien.


Hun var for svag til at græde, men hun tænkte hele tiden på sine små søskende. Hvordan skulle de klare sig, når hun ikke kunne passe dem og om de nu også var blevet smittet af hendes sygdom og måske skulle dø. Søskende kom på børnehjem i nogle dage, indtil der var fundet nogle dagplejepladser til dem. Men de fik ikke lov til at blive sammen, de blev fordelt til flere steder.


Storsøsteren var nødt til at blive på hospitalet i mange uger. Først var hun meget svag og syg og nær ved at dø. Men så begyndte medicinen at virke, sygdommens fremadskriden blev standset og langsomt var der bedring at mærke.

Hendes forældre kom kun en gang om ugen på besøg og så var de trætte og sure, og besøget var ikke noget fornøjelse. hendes søskende fik hun aldrig at se i al den tid, hun var indlagt.


Men så snart hun kom lidt op på mærkerne, begyndte hun at interessere sig for de andre patienter. Snart blev hun kendt, som pigen med det gode hjerte, som altid havde trøst til dem, som havde det værre end hende.,

Der var især en ung mand, hun opsøgte meget. Manden var brandmajor og var kommet meget alvorligt til skade under en indsats. Han havde fået kvæstelser og slemme forbrændinger og var blevet blind. De to snakkede meget fint sammen om alt muligt, og hun gjorde alt for at være behjælpsom og underholdende. De kom til at holde meget af hinanden.


Men en morgen, da pigen kom for at besøge manden, kunne hun med det samme mærke, at noget var anderledes. Det var så trykkende, at hun ikke turde at begynde at snakke som sædvanligt.

"Jeg har lige fået besked på, at der er brug for mig et andet sted. Jeg er nødt til at rejse," sagde manden til sidst.

Pigen blev meget ked af det, og tårerne begyndte lige så stille med at trille ned af hendes kinder. "Du må ikke græde" sagde manden. Pigen blev dybt chokeret. Hvordan kunne disse døde øjne se, at hun græd. "Er du ikke blind mere?" spurgte hun og kikkede nøjere på ham. Manden steg ud af sengen. Aldrig havde hun set ham sådan før, han lignede en engel. "Jeg er en engel, sendt for at hjælpe og beskytte mennesker i nød. Og nu har jeg lige fået besked om en stor ulykke langt herfra, og jeg skal derhen."

'Jeg kunne ellers godt have brug for en engel' tænkte pigen for sig selv. "Det ved jeg godt" svarede engelen, som kunne høre hendes tanker. "Jeg er også ked af det, at jeg ikke har tid til at følge dig længere. Jeg holder meget af dig. og jeg ved at der venter dig svære tider. Du har et godt hjerte, fyldt med kærlighed  for alle svage og lidende mennesker.

Selv om jeg ikke kan blive hos dig, vil jeg give dig en gave, som vil beskytte kærligheden i dit hjerte."


Med disse ord plukkede han en stor hvid fjer ud af sine vinger og lagde den på pigens bryst. Den dækkede hen over hendes hjerte, sank ind i hendes krop.

Derefter gik engelen stille hen til altandøren, bredte sine vinger ud og svævede af sted.

Den lille pige var nødt til at sætte sig ned på en stol og tænke over det, der var sket. Hun blev revet ud af sine tanker af en sygeplejerske, som skubbede til hende og sagde "Du er nødt til at gå. Din ven er død!"

Det varede endnu flere uger, før hun fik lov til at komme hjem til sin familie. Hun var ikke stærk nok til at overtage den fulde byrde igen. Men efter hun var kommet sig, blev det ikke nødvendigt med plejesteder til hendes søskende mere. Med stor iver og kærlighed passede hun huset og børnene igen.


Det kunne være blevet lettere, da søskendene blev større og til hjælp, men så måtte pigen ud og finde sig noget arbejde, som gav nogle penge. Så begyndte hun at tjene til sit eget underhold og til støtte af familiens økonomi. Hun kom i tjeneste hos nogle rige mennesker. Hun var velanset, for udover at være ærlig og flittig, var hun altid glad og behjælpsom. Og selv om hun stadig var ret ung, kom mange med deres sorg og bekymringer til hende for at få trøst og råd.


Der skete også frygtelige ting, hvor hun fik meget brug for beskyttelsen af englens fjer, for at hendes hjerte ikke skulle gå i stykker eller blive hårdt.

Hendes lille bror, ham som hun havde passet meget som lille, blev kørt over af en hestevogn og døde af sine kvæstelser. Hendes far begyndte at drikke en del af den lille indkomst op og i en brandert  kunne han godt finde på, at banke hele familien. Så godt hun kunne, beskyttede  og trøstede hun sin mor og søskende, men livet var ikke let.

Da hun var næsten voksen, flyttede hun hjemmefra til en større by, for at få arbejde på fabrik, som gav mere. Hun boede på et lille værelse, gik på arbejde og sendte en hver øre hun kunne undvære hjem til sin mor. Hun havde ikke meget fritid og hun var mest meget træt. Og så var der heller ikke råd til store forlystelser . Men hun elskede at gå tur, og en gang imellem var der gratis koncert i byens park. Og hun tog sig også af nabolagets forsømte børn.

 

En dag mødte hun en ung mand på gaden, som åbenlyst var meget syg. Hun tog ham med hjem, gav ham mad, puttede ham i sengen og sov selv i lænestolen.

Næste morgenen gik hun tidligt på arbejde, meget bekymret for den unge mand. Da hun fik fri, skyndte hun sig hjem med noget god mad for at passe og pleje ham. Denne aften havde han det allerede meget bedre, og de fik en meget hyggelig aften ud af det. Hun kunne heller ikke blive ved med at sove i lænestolen, så det endte med, at de blev kærester. Dagene efter var de lykkeligste i hele hendes liv. Aldrig før var hun blevet kærtegnet, kysset eller nusset. Selv om hun måtte tidligt op hver dag og gå på arbejde på fabrikken, følte hun sig ikke spor træt, når arbejdsdagen var forbi, fordi hun tænkte kun på, at han ventede på hende derhjemme. P.g.a. hendes kærlige pleje blev han snart rask, og de begyndte at lave planer om en fælles fremtid. De besluttede, at gifte sig, når han havde fundet sig et arbejde, og de havde sparet nogle penge op.

Men det var umuligt at finde arbejde, lige meget hvor ihærdigt han prøvede. Til sidst gav han op og begyndte at blive deprimeret og forsumpede mere og mere. Han startede med at drikke, mødte dårlige venner og begyndte at skaffe penge gennem kriminalitet.

Solskinsdagene var forbi, deres kærlighed kunne ikke holde til det. Hun var også mere og mere ked af, at hun ikke var i stand til at sende penge til hendes familie.

Hun blev gravid, hvad der betød endnu flere bekymringer. Men hun var også lidt glad ved tanken om, at skulle have en lille en.


Hendes ven kom i en frygtelige drukperiode. En aften bankede han hende så voldsomt, at hun mistede barnet. Da var englefjerens beskyttelsesevne næsten ved at slippe op.

Det tog lang tid, inden hun kom sig igen. Men det blev ikke bedre med de to.

Han kunne finde på at blive væk i dagevis. Hun havde en anelse om, at han var på indbruds- og røverture og også på besøg hos andre damer. Når han så endelig kom hjem, havde han tit sine venner med. De drak tæt og var ofte meget ubehagelige.

En gang forsvandt han i mere end ti dage, uden at hun hørte en lyd fra ham. Den første uge var hun meget bekymret for ham. Men derefter begyndte hun at affinde sig med, at han havde forladt hende, og det var faktisk en lettelse, og hun syntes om at være sig selv igen.

En sen nat bankede det voldsomt på hendes dør. Da hun åbnede, stod hendes kæreste der, helt forkommen og ligbleg. Hun tog ham indenfor og lagde ham i sin seng. Lagnet blev rød af blod, som strømmede ned fra hans skulder. Hun skar tøjet af ham og fandt et stort sår hvorfra blodet væltede ud fra. Med rene viskestykker presset på prøvede hun at standse blødningen. Det så ud til at lykkes, men det kunne også være, at han havde allerede havde tabt for meget blod. Bleg og med lukkede øjne lå han på sengen. Pludseligt prøvede han at sige noget - det kom meget svagt "Du, du er en god pige - jeg elsker dig", og så døde han.


Hun flygtede grædende derfra. Hun græd og græd. Smerten var ved at skære sig igennem den store hvide fjer tæt op til hendes hjerte. Blændet tårer sank hun ned på en parkbænk. En gammel mand ved siden af hende vendte sig om og sagde: "Der kom jeg vel lige til tiden". Med det samme genkendte hun stemmen, det var hendes ven fra hospitalet. "Jeg siger dig, vi engle har det ikke let. Vel er vi begavet med en række særlige evner. Men når vi er udrustet med et menneskes krop, deler vi også menneskers sorg og smerter. Og vi engle kan ikke være kærester med dem, vi skal hjælpe og beskytte. Vi engle kan kun komme sammen med andre engle, og det er der langt imellem."

En lille hvid fjer sank ned i pigens skød. Hun tænkte på den store fjer, som havde beskyttet hendes hjerte i så lang tid. Hun vendte sig om for at takke for den nye gave som ville give hende styrke påny.


Men da hun kikkede over skulderen, var den gamle mand forsvundet,

og hun fik pludselig øje på sine egne store hvide vinger.

Copyright    Heiner Gringmuth

For problems or questions regarding this web contact heiner.gringmuth@gmail.com