HvemHolderDuMed

Velkommen til Heiner Gringmuth 's Webside  


Valsølillegård, Knud Lavardsvej 94, DK-4174 Jystrup,Mobil tlf.:61 71 11 64,


 E-mail:   heiner.gringmuth@gmail.com 



"Hvem holder du med?"

   

"Jeg er nødt til at holde med de svage. Det har mine forældre og min families historie lært mig."

Kun en gamle kone.

Når min gamle mor ser flygtninge i TV græder hun.

Hun slukker ikke, fordi hun mener at man ikke skal lukke øjne over for andres nød og elendighed. Når hun fylder år, eller til andre festlige lejligheder, beder hun om, at undlade gaver og i stedet for sende nogle penge til de mennesker, som for tiden har mest brug for det.

I hendes entre står en sparebøsse med en lille håndskrevet seddel på: "Til de fattige, forfulgte, nødlidende!", der kan man diskret deponere et par løsøre. En gang imellem, gerne sammen med et barnebarn, ser hun efter, om der er blevet lagt noget. Den gamle kones og barnets glæde er lige så stor over hver eneste 25 øre de finder.

Hun giver, hvad hun kan undvære af sin folkepension og føler stor taknemmelighed, for at hun er "rig" og hendes børn og børnebørn lever et fredeligt liv i et fredeligt land.

På flugt

Den gamle kone har selv oplevet det på sin egen krop: Rædslen over at måtte flygte med kun det man havde på sin krop og hvad man kunne bære udover sine børn, at være hjemløs, ydmyget over at være henvist til andres nåde.

Da jeg var ung, kunne jeg blive træt af at hendes fortællinger fra gamle dage. Men jo ældre jeg bliver, desto vigtigere synes jeg de bliver.

En gang i 1944 var familien forsamlet i det gamle land. Mormor, morfar og min mor. Min far var der også - 26 år gammel og kaptajn i den tyske Wehrmacht, helt uforventet hjemme fra krigen på grund af et skudsår i knæet.

Pludseligt blinkede min morfar til sin svigersøn, for at han skulle komme med udenfor. "Kan du høre det? Jeg tror, det er på tide, at vi sørger for at kvinderne kommer af sted."

Det, de to garvede soldater hørte, var rumlen fra kanonerne på østfronten. Russerne var ved at nærme sig.

De to kvinder fik fat i deres kufferter, som havde stået parate længe, og så af sted. Morfar var en høj embedsmand under en greve. De havde tjenestefolk til at varte dem op. Derfor var det den trofaste kusk Herrmann, der kørte mormor og min mor, som var gravid med min storebror, 70 km til Breslau hovedbanegård.

På banegården ventede 40.000 (fyrretusinde) desperate mennesker, mest kvinder og børn på en togforbindelse vestpå. Togene kom uregelmæssig fra østfronten, men sjældent var der plads, fordi godsvogne var fyldt med lemlæste soldater. Trofaste Herrmann måtte slå på folk, for at skaffe plads til sin frue og den unge kvinde. Mormor og mor kom til Dresden, hvor min fars familie havde hus i udkanten af det store by. Mormor og farmor, kunne ikke så godt sammen, og derfor rejste min mor snart videre til nogle andre venner. Der reddede sandsynligvis deres liv, for snart efter kom luftangrebet på Dresden, en by på størrelse med København. Systematisk bombninger med spræng- og med fosforbomber lod "glødende lava" flyde i alle beskyttelsesrum og udslettede alt liv. De som ikke brændte inde, dødede på grund af iltmangel. Farmor blev begravet under et hus, kom levende frem, men dødede få måneder efter på grund af skaderne fra luftangrebet.

Storebror født på trappen til beskyttelsesrummet

Mor slap for dette helvede, men hun kom til at føde sit første barn, som 22 årig ung kvinde, på trappen til et beskyttelsesrum under et luftangreb i april 1945. Under syrenehyl løb de to kvinder med mange andre forskræmte mennesker ned af trappen til bunkeren. Min mor klagede sig: "Barnet kommer, barnet kommer!" "Det er umuligt, første gang går det ikke så hurtigt." "Nu er barnet rutchet ned i mit bukseben!" Da måtte mormor lade de andre løbe ned til beskyttelsesrummet, og mens bomberne eksploderede omkring, modtog hun sit første barnebarn. Far var langt væk på østfronten og ingen vidste, om han nogensinde ville dukke op igen. Millioner kom aldrig hjem.

Trængslerne stopper ikke med at miste sit hjemmeland

Han klarede det, ellers var jeg jo ikke blevet til. Men nu skulle han bevise, at han ikke var nazi-krigsforbryder - ned med nakken. De overlevede, fordi min far pådrog sig det tungeste arbejde, der fandtes i uranminerne i østtyskland, og fordi min mor ammede mig, og derfor fik de tildelt lidt mere mad. Jeg lå som spædbarn i timevis alene i et iskold sovekammer, mens min mor med min treårig storebror ved hånden stod i kø for at få noget at spise. Tit besvimede hun, faldt simpelt hen om i sneen. Men den gang var der ofte gode mennesker, der råbte: " Lad dog for guds skyld den ungen kvinde med lille barn komme foran i køen!"

Men i Østtyskland i 1950 kunne min forældre ikke blive. En gang var min far forsvundet i to døgn, uden at min mor vidste hvor han var. Det østtyske STASI (Statssicherheitsdienst) havde taget ham med, for at presse ham til at udspionere sine arbejdskammerater. Først da han havde skrevet under på, at han i fremtiden ville rapportere, hvad der blev snakket om på arbejdspladsen, fik han lov til at komme hjem.

De næste par uger pakkede mine forældre i al hemmelighed nogle få ting og sendte dem igennem nogle venner til andre venner i vesten.

Hvor findes denne slags mennesker idag

En dag drog de afsted til Østberlin og derfra med undergrundsbanen til Vestberlin. Min bror var 5 år gammel, jeg selv 1½, og min mor var gravide med min næste bror. I Vestberlin bankede de på døren hos nogle vildfremmede mennesker, hvis adresse de havde fået et eller andet sted fra. Et ældre ægtepar modtog den lille flygningsfamilie. En fremmede ældre herre tog min mor i sine arme, klappede hende trøstende og sagde: "Rolig, rolig, nu er i hos os i sikkerhed. Ingen kan gøre dig noget mere. Vi rykker sammen og deler det vi har. Kom, lad børnene sove i vores seng. her er varme, her er mad."

Og alt, hvad de delte med os, kom ikke fra overflod. De delte det , de havde. Med det vigtigste var: Her var et hjem, hvor min mor kunne tillade sig at bryde sammen.

De to gamle havde ikke ressourcer til at brødføde en hel familie. Så vi måtte videre. Samtidig var der 17.000.000 (syttenmilioner) flygtninge i vesttyskland eller på vej dertil.

Det er meget svært at få et godt nyt liv i et fremmed land

Man overlevede på, at man arbejdede meget hård og skruede forbruget ned til det yderst nødvendigste og at man kendte nogen, der kendte nogen, der var villige til at hjælpe.

De første par år var vi indlogeret som flygtninge hos andre familier, som i forvejen ikke havde for meget plads. Min mor var led og ked af, at være til besvær, led af altid være ydmyg, altid være fattig.

Den gang blev der vild gang i byggeriet for de mange millioner flygtninge, og også vi fik til sidst sådan en lille lejlighed. Nogle simple huse bygget af gasbeton på en bar mark. Jeg kan huske, at vejen ikke var asfalteret og husene ikke pudset, da vi flyttede ind. To værelser og køkken, 34 m2, ikke for meget for 5 mennesker, med det bedste vi havde set i årevis.

Budgettet var stramt, med kun 5 kr i timen som tømrer måtte der mange overarbejdstimer til for at det kunne løbe rundt. Der var muligheden at spare en god del af huslejen (på 180 kr) ved at leje den gode stue ud (for 80 kr) og leve på de resterende 22 m2.

Vi børn havde det herligt sammen med de mange andre børn ude på markerne og i skoven, men for de voksne var det meget svært.

I et katolsk land var vi som muslimer idag i Danmark

Mine forældre var lutheraner, men de var kommet til ærkebispet Trier, til det sorteste sorte katolske land. Flygtningene var for de fastboende det samme som muslimer idag i Danmark. Men tænk en gang, jeg husker slet ikke noget dårligt fra denne tid. Katolikkerne var utrolig søde mod os børn. Jeg kom de første par år sammen med de andre i den katolske folkeskole, og lærte alle de dejlige eventyr om Jesubarnet, Jomfru Maria og de mange helgener. En del af dem husker jeg den dag i dag.

Selv om deres dialekter var mindst lige så forskellig som  svenske eller norsk fra dansk, lutheraner og katolikker måtte finde ud af, at det drejede sig om at komme hinanden ved som mennesker.

Aldrig mere soldat

Min far kunne ikke ernære sin familie med det arbejde han havde. Han måtte skifte arbejde, begyndte en ny uddannelse, en ny karriere. Min mor prøvede at overtale ham til at melde sig til den ny opståede tyske hær. Han kom hjem fra krigen som kaptajn, dvs. han ville blive ansat som oberst - med en løn som en gymnasielærer. Men min far havde fået nok af at være soldat, - 9 år i alt, der af 6 år i krig på alle fronter - aldrig mere. Min mor prøvede at presse ham: "Du kan ikke tillade dig at have skrupler, når din familie sulter!" Men han var urokkeligt. (Det var en afgørende grund til, at de blev skilt 12 år efter.)

Som næsten 40 årig afsluttede min far sin nye forvaltningsuddannelse som bedste studerende af sin årgang. Men under uddannelsen måtte han bo i en anden by på et lejet værelse, mens mor var alene tilbage med os efterhånden 4 børn. Prævention var ikke så kendt den gang, remedierne svært at skaffe og ikke velset.

Jeg aner ikke, hvad vi levede af i denne tid. Jeg kan huske, at vi i månedsvis var på "ferie" hos mormor og morfar, som efter krigen boede på landet på et lille stykke jord i en meget beskedent barak. De drev noget landbrug, og derfor var der altid mad. Når vi kom, blev vi stillet på en stor vægt og vejet, fordi det var meget vigtig at vi tog på, mens vi var der.

Den nye generation mister også sit hjemmeland

En dag kom vi alt vores habengut i en stor flyttevogn og rejste til den nye by efter min far. Der blev min yngste broder født to år senere. Vi fem brødre er alle født i hver sin by - stationer på vejen af en flygningsfamilie.

Med denne sidste flytning af min familie blev min storebrors og mine rødder hevet op og kom ikke til at gro fast igen før vi blev voksne mænd. Han lever i dag i Canada, jeg emigrerede i 1976 til Danmark.

 Kollektiv skyld

Da jeg blev ældre og kunne mærke de trange kår, fik jeg også mere kendskab til årsagerne: "Ved du, Tyskland har bragt uendelig stor ulykke over millioner af uskyldige mennesker. Derfor er vi nødt til at tage vores straf og må ikke klage!" 

Som ung mand syntes jeg ikke, at jeg havde bragt ulykke over nogen som helst.

Men jeg lærte at respektere andres sorg og lidelser, andres had over for mig.

Jeg blev et aktivt medlem af en hel generation af unge militærnægtere, der var med til at vinde tilliden til tyskerne tilbage.

Flugt sætter dybe spor over flere generationer

Som 26 årig kom jeg til Danmark. Ikke på flugt, men præget af at komme fra en flygtningsfamilie, præget af at være uden fædreland.

For første gang i mit liv slog jeg rødder. Jeg faldt til i Danmark, jeg lærte hurtigt dansk; men man vil altid kunne høre, at jeg ikke er født "herhjemme", jeg vil aldrig blivet accepteret som "Dansker" af mine medborger. Min kone er dansker, og mine Børn er født som dansker. De mangler ingenting, De ser ikke anderledes ud og taler ikke anderledes end de andre, almindelige unger, dog har de lært at tale tysk, fra de var små. Men måske kommer de en gang til at tænke en smule anderledes p.g.a. deres tyske farmor og deres far, som er en smule mere alvorlige end andre.

Jeg tror min store pige vil altid komme til at huske, hvordan hun talte mønterne til de fattige hos farmor. Jeg tror, hun vil huske, at farmor aldrig gik forbi en tigger på gaden, aldrig talte dårligt om fattige mennesker, at hun altid fik lov til at give noget, og at min mor havde tårerne i øjne, fordi det ikke kunne blive til mere end en femmer. "En ung kvinde sidder ikke uden nød på gaden med et lille barn på skødet og hånden tiggende udstrakt mod de forbigående."

De gamle er ikke i tvivl om, hvem de holder med

Den gamle kone græder, når hun ser disse stakkels flygtninge. Hun føler med dem. Hun selv har tabt sit barndoms land for altid, Det er Polen i dag og hun vil dø som flygtning. Hun bliver harmdirrende, når hun ser, hvor dårlig disse mennesker bliver modtaget. Og hun bliver rasende, so meget som en gammel syg kone kan blive, når hun seer, hører, og læser om direkte fysiske angreb på flygtninge i de lande de er flygtet til.

Gamle far på 81, denne urokkelige tyske egetræ, gør en indsats i komiteen for integration af indvandrede og flygtninge. Den gamle kriger er ikke bleg for at stå vagt ved indvandrerhjemme, for at afværge sten og brandbomber fra uskyldige og i forvejen på krop og sjæl hård sårede mennesker, de fleste kvinder og børn.

Ikke skyldspørgsmål, men lidelser

Når jeg ser mine børn lege i det dejlige danske solskinsvejret, er død, flugt, angst, utryghed, ydmygelse og fattigdom kun én generation fra dem. Og i virkeligheden findes der nød og død samtidig side om side med dem.

For ikke så mange år siden rejste mange dansker (og tysker) på ferie til Jugoslavien. De tog derned igen og igen, fordi landet var vidunderligt, og menneskerne der var søde og imødekommende og altid til tjeneste.

Nu ligger sammen land i ruiner, hundretusinder er på flugt, og nogle af disse mennesker banker på døren hos os i Danmark. Forkomne, i dyb sorg over mistede kære og hjemmeløs.

Jeg kan ikke finde ud af, hvem der er skyld i hvad. Jeg er ligeglad, det er de lidende jeg vil og skal holde med.

Et fattigt land bliver ødelagt, millioner af mennesker drevet på flugt. Der skaffes masse af penge til den akutte hjælp og forhåbentligt til genopbygning af det ødelagte. Men de er i virkeligheden fejlinvesteret. Hvis man havde brugt de penge, der ubegrænset flyder til natokrigen nu, til at hjælpe for at integrere ellers "uønskede" etniske grupper, vil man måske havde ungjort denne ulykkelige situation.

Vil mine børn og børnebørn møde åbne eller lukkede døre - i Italien, Spanien, Tyrkiet eller gar hos muslimerne i Maroko eller Tunesien - hvis f.eks. et atomulykke gør nordeuropa ubeboelig og millionvis af overlevende dansker er nødt til at drage på flugt sydpå?

Etnica nr.68 - Juni 1999

Heiner Gringmuth er født 1948 i Østtyskland og kom 1950 med sin storebror og forældre til Vesttyskland. Efter studentereksamen var han aktiv i den tyske fredsbevægelse og bl.a. med til at organisere internationale ungdomslejre. Fra 1968 var han udstationeret som militærnægter på et hospital, hvor han fik en uddannelse som sygehjælper. Senere læste han samfundsvidenskab til cand. pæd.og skrev sit speciale om sociale forhold i Danmark. På et studieophold i København i 1974/75 blev han så glad for Danmark, at han besluttede sig at immigrere til DK. Siden 1976 har han boet i Danmark, levet af at være forsker, børnehavepædagog, smed og kunsthandværker, seminarielærer; sellvstændig og oversætter, sygehjælper, plastarbejder, som kommunalansat værkstedsassistent i et beskæftigelsesprojekt i Susåkommune, som underviser i teknisk tegning på produktionsskoler i Danmark, ved AOF og i 2003 i Kosovo. 


I 1984 opnåede han dansk indfødsret. Han har en danskfødt kone og to børn. 


Hjemme taler de både dansk og tysk.

Copyright    Heiner Gringmuth

For problems or questions regarding this web contact heiner.gringmuth@gmail.com